Myldretid gennem 10 år
1999 - 25. januar - 2009
Myldretid fejrer sit 10 års jubilæum med denne "jubilæumsside", hvor der ses tilbage - både på busverdenen og på hjemmesiden. Er 10 år kort eller lang tid? Døm selv!
Busverdenen |
Hjemmesiden |
1999 |
I marts bliver HTs gamle driftsselskab Bus Danmark, der siden 1995 har været udskilt som offentligt ejet aktieselskab, solgt til britiske Arriva. Arriva har været i Danmark i halvandet år via ejerskabet af Unibus. I maj sammenlægges de to busselskaber, og Arriva-navnet kommer på busserne.
På transportmessen i Herning præsenterer Scania-DAB den nye laventrébus OmniLink.
Hovedbanegården lammes i februar og maj i flere timer af en bombetrussel. Det samme sker i juni med Høje Taastrup station.
Det første udbud af buskørsel i Århus Amt og på Bornholm træder i kraft. Hidtil har kørslen været udført på forlængede standardkontrakter.
HT beslutter, at man vil have dobbeltdækkere på bl.a. linje 250S i København.
I juni bliver det kriseramte statsejede Combus, tidligere DSB busser, tilført 300 mio. kr. for at undgå en konkurs.
City-Trafik, der hidtil har været ejet af de gamle HT-entreprenører i fællesskab, indgår en aftale med franske VIA GTI om en løbende overtagelse af 49 pct. af aktierne.
HT har 1. oktober 25 års jubilæum, hvilket bl.a. fejres med et arrangement på Nytorv i København.
|
Egentlig begynder historien om Myldretid.dk i 1998, hvor redaktøren - dengang hjemmeboende gymnasieelev - får internet derhjemme. Ideen begynder at tage form, og teknikken bliver lært. I juleferien bliver den første udgave af hjemmesiden skruet sammen. Den åbner dog først 25. januar, hvor dens tilstedeværelse annonceres overfor andre busentusiaster i en mailgruppe. Det sker i en e-mail med den meget dækkende overskrift "Diverse mm."!
Første udgave er ret simpel med en nyhedssektion, en enkelt artikel og de første vognlister. Der er ingen billeder. Senere på året bliver designet gjort noget pænere, og der kommer mere indhold og flere sektioner. Allerede få måneder efter sidens åbning benyttes de i dag kendte farver: orange, hvid, gråtoner og mørkeblå links.
Hjemmesiden hedder "de L@ines bussider", og den kan tilgås via hele to hjemmesideadresser, hvoraf ingen er til at huske: www.netby.net/Havnen/Nyhavn/thomasdl/ (ve den, der glemmer at Havnen og Nyhavn skal med stort!) eller thomasdl.nyhavn.h.netby.net.
30. september tildeles hjemmesiden en delt andenplads i en hjemmesidekonkurrence, som Politikens (nu hedengange) sektion Computer afholder. Der deltog 400 hjemmesider. Politiken skrev:
Vi var rystede, da vi først besøgte de Laines bussider. Hvorfor lave et arbejdstungt websted dedikeret noget så kedeligt som danske busselskaber? Efter lidt research gik det op for os, at der er en hel undergrundshær af busfanatikere, der dyrker deres mobile lidenskab med samme appetit som trainspottere og flyfetichister.
Vi kan ikke påstå, at vi selv er blevet grebet af denne nye busdille, men de Laines bussider er virkelig gode og gennemarbejdede, med portrætter af selskaberne, oplysninger om ruter og hårde nyheder. Men vi forstår ikke, hvorfor Ri-Bus, busselskabernes svar på Darth Vader, ikke er omtalt.
Blandt de øvrige andenpladser er Geekculture, mens vinderen blev Rulletext.
"Orkanen" i december medfører nogen nedetid.
I løbet af hjemmesidens første år modtager den 4.000 besøg.
Hjemmesiden med oprindeligt logo og navnetræk, juli 1999.
|
2000 |
S-banen til Frederikssund er på forskellige delstrækninger vest for Ballerup erstattet af busser i 14 uger i forbindelse med udbygningen til dobbeltspor. I november kan første del af dobbeltsporet, nemlig strækningen Ballerup-Veksø, tages i brug.
Arriva opkøber to fynske busselskaber: Odense Taxa's Busser og Svendborgs bybusser.
Den nye busterminal ved Københavns Hovedbanegård, hvor alle busser i Bernstorffsgade er samlet ved en busø, tages i brug.
HT offentliggør planer om et "stambusnet", når metroen åbner. Det bliver senere til de nu kendte A-busser.
HT ophører som selvstændig organisation og bliver en del af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR).
Det vedtages at sende 25 pct. af det kommunalt ejede Odense Bytrafik i udbud.
HT påbegynder sejladsen på "havnebusserne" i Københavns Havn.
Linjebus skifter navn til Connex Danmark. Efter kort tid ændres navnet til Connex Transport Danmark pga. stridigheder om retten til navnet.
Combus genvinder al rutebilkørslen på Fyn.
HTs busser kører for første gang med sørgeflor i november i anledning af Dronning Ingrids død.
Combus får i december tilført endnu 240 mio. kr. for at undgå en konkurs.
Den første HT-dobbeltdækker præsenteres ved Frederiksberg Rådhus. Det sker i forbindelse med Frederiksbergs borgmester og HURs formand John Winthers afsked.
|
Den væsentligste ændring i løbet af 2000 er navneskiftet og flytningen til Myldretid.dk. Navnet bliver valgt, fordi det let at huske og skrive, fordi det er ledigt - og så for symbolikken i, at myldretiden jo er tidspunktet med flest busser.
Året bringer 11.000 gange en person forbi hjemmesiden.
Sådan så Myldretid ud i oktober 2000. Du kan se flere gamle udgaver af hjemmesiden i The Internet Archive.
|
2001 |
I januar sælges Combus til Arriva for bare 100 kr. Arriva videresælger cirka halvdelen til Connex.
De første HT-dobbeltdækkere sættes med måneders forsinkelse i drift fra april.
Brancheforeningen Danske Busvognmænd anlægger sag ved EF-Domstolen, idet man mener, at de to kapitalindsprøjtninger til Combus i 1999 og 2000 var ulovlig statsstøtte.
Sporvejshistorisk Selskab hjemtager to af de gamle Düsseldorfer-ledsporvogne fra den egyptiske by Alexandria, hvor de har kørt siden udrangeringen fra København.
Ved det igangværende første udbud af jernbanetrafik i Danmark indleverer DB Regio (Tyskland), Serco Rail (Storbritannien), DSB, Arriva og Connex Transport tilbud.
HT-entreprenøren Larsen Turistbusser, der især kører handicapkørsel, får inddraget sine kørselstilladelser på grund af stor gæld til Told og Skat.
Odense Bytrafik er nu opdelt i en kommunal bestillerdel og busselskabet Odense Bybusser. Sidstnævnte genvinder de udbudte 25 pct. af bybuskørslen i Odense.
Ved et udbud af bybusserne i Aalborg, bliver kørslen delt nogenlunde lige mellem Arriva, der hidtil har kørt, og City-Trafik.
Efter Folketingsvalget i november bliver den konservative Flemming Hansen transportminister.
|
Myldretid lancerer landets første busdatabase i juli måned. Alle vognlisterne flyttes over i dette system, som giver brugerne mange muligheder for at søge og sortere. Med databasen følger et redesign af hjemmesiden, som bortset fra mindre forandringer faktisk er uændret ved 10-årsjubilæet.
Redaktøren medvirker 21. maj i P3s (nu hedengange) eftermiddagsprogram Holger D. Det handler lidt om bushobbyen og hjemmesiden og ligger i forlængelse af en historie om at kaste op i bussen!
Udskrifter fra Myldretid.dk indgår i en retssag om Connex-navnestriden (se busverdenen i 2000), hvorfor Myldretid bliver bedt om alle steder at omtale selskabet med det fulde navn eller mindst "Connex Transport".
Gennem året gæster 22.000 brugere hjemmesiden.
|
2002 |
Scania sælger busfabrikken DAB i Sillkeborg til det norsk-brasilianske joint-venture Vest-Busscar AS, der er indgået mellem norske Vest-Buss og brasilianske Busscar Onibus.
Arriva vinder det første udbud af jernbanetrafik, der omfatter strækninger i Midt- og Vestsjylland.
Ribe Amt overdrager driften af lokalbanen Vestbanen til Arriva på en kontrakt frem til 2010 og sælger banens busselskab Vestbus til Arriva.
Metroens åbning fastsættes til 19. oktober - flere år efter den oprindeligt planlagte åbningsdato. Op til åbningen er der dog flere problemer med bl.a. manglende tilladelser. Først 17. oktober opnår metroen godkendelse til "begrænset drift" med reduceret frekvens. Læs mere og mere og mere og mere og mere og mere og mere.
Partierne bag et tidligere indgået forlig om S-tog til Roskilde beslutter at droppe planerne.
|
Hjemmeside og bagmand bliver i februar portrætteret i Jyllands-Postens (nu hedengange) hovedstadssektion JP København.
Der sker ikke meget andet end løbende opdateringer på hjemmesiden i årets løb. Redaktøren læser nu på universitetet og er studentermedhjælper i HUR.
I årets løb besøger 39.000 mennesker Myldretid.dk.
|
2003 |
DAB i Silkeborg indgiver konkursbegæring 13. februar.
HUR indstiller udgivelsen af det trykte køreplanshæfte.
Som en del af store besparelser i HUR overdrages HT-Museet til Sporvejmuseet Skjoldenæsholm.
I november går HUR-entreprenøren ES Bus i betalingsstandsning.
Volvo meddeler i december, at man vil lukke Aabenraa Karrosserifabrik.
|
Hidtil har hjemmesiden kun haft ganske få billeder, fordi redaktøren hverken var indehaver af digitalkamera eller scanner. Bevæbnet med et nyt digitalkamera, tager redaktøren fra juli måned billeder til hjemmesiden, der kommer i et nyt galleri. Det bliver senere til en af de store og mest besøgte sektioner på hjemmesiden.
Hjemmesiden bliver utilgængelig i nogle timer, da et strømsvigt i september rammer hele Østdanmark.
Årets besøgstal blev aldrig gjort op.
|
2004 |
I Århus bliver der flertal for at udlicitere bybusdriften fra 2008 - som det sidste sted i landet.
I sagen, der tre år tidligere blev anlagt af Danske Busvognmænd, afgør EF-Domstolen, at Combus har fået ulovlig statsstøtte, som skal betales tilbage.
Arriva opkøber konkurrenten Wulff Bus.
1. oktober indstiller Aabenraa Karrosserifabrik produktionen, og der bygges herefter ikke længere busser i Danmark.
|
Året byder mest på nyt indhold i de eksisterende sektioner. De første billeder fra udlandet, taget på ferier i Rusland og Polen, kommer på hjemmesiden.
Dette år har hjemmesiden 140.000 besøgende.
|
2005 |
Århus Sporveje opdeles i en trafikselskabsdel og en busselskabsdel som forberedelse for udlicitering.
EU-kommissionen genåbner sagen om den danske stats kapitalindsprøjtninger i Combus i 1999 og 2000 med henblik på at godkende dem på et andet grundlag.
I december indgås en politisk aftale om etablering af en metrocityring i København og på Frederiksberg.
Den lille HUR-entreprenør Partner Bus bliver solgt til det norske Nettbuss.
|
I januar åbner et forum på hjemmesiden, hvor alle kan stille spørgsmål og få svar. Det bliver hurtigt en succes, men behovet for jævnligt at gribe ind i debatten opstår også tidligt.
December måned byder for første gang på en "julekalender" med et nyt billede hver dag. Temaet er, at dagens dato på den ene eller anden måde indgår i billedet, f.eks. som linjenummer. Ideen med en julekalender finder også hurtigt vej til andre bussider.
Besøgstallet for 2005 kendes ikke.
|
2006 |
Trafikstyrelsen igangsætter udbud af trafikken med Øresundstog i samarbejde med Skånetrafiken, der sender den svenske del af kørslen i udbud. Otte selskaber bliver prækvalificeret. Læs mere, mere og mere.
Connex skifter navn igen, denne gang til Veolia Transport Danmark.
31. marts kører bybusserne i København med flag fra Italien, Island, Iran, Sverige, Norge, Pakistan, Tyrkiet, Makedonien, Finland, USA, Polen og flere andre lande i anledning af "Dialogdagen".
Årets varme sommer og store sporarbejder giver meget voldsomme problemer med togtrafikken.
Leverancerne af nye Alstom Lint-tog til de nordsjællandske lokalbaner begynder.
S-togene af tredje generation opgives og udrangeres. På dette tidspunkt kan man endnu ikke undvære et mindre antal af de gamle andengenerationstog fra driften.
|
I december lanceres tjenesten Billedagenten, der giver overblik over, hvilke bushjemmesider, der har fået nye billeder indenfor det seneste døgn. Tjenesten bliver hurtigt populær, og da den viser, hvor mange billeder, der aktuelt er på de forskellige hjemmesider, opstår der også lidt konkurrence om, hvem der kan lægge flest billeder ud. I januar 2009 er der mere end 30.000 billeder på hjemmesiderne, der er med i Billedagenten.
Julekalenderens tema er denne gang eksporterede busser, altså busser, som er bygget eller har kørt i Danmark, og som er fotograferet under fremmede himmelstrøg.
Hjemmesiden har 213.000 besøg hen over året.
|
2007 |
1. januar træder kommunalreformen i kraft. De gamle amter og nedlægges, og trafikselskaberne omstruktureres. På Sjælland kommer trafikselskabet til at hedde "Movia".
Det sidste S-tog af anden generation kører lørdag 3. februar. Dagen bliver et tilløbsstykke - også blandt "trainsurfere" og grafittimalere. To forskellige firevognstog bliver gemt.
I februar meddeler Veolia Transport Danmark, at man sælger sit danske busselskab efter en årrække med underskud. Køberen bliver Arriva, der 1. september overtager selskabet.
Partner Bus skifter navn til Netbus og opkøber et jysk busselskab. Netbus vinder landets største buslinje, linje 5A, ved HURs 19. udbud. Kørslen overtages i oktober.
City-Trafik, der siden 1999 har været delvist franskejet, sælger den danske aktiemajoritet de franske ejere Keolis. City-Trafik navnet bevares.
DSBFirst vinder både det danske og det svenske udbud af Øresundstrafikken.
Deutsche Bahns busselskab opkøber det mere end 85 år gamle busselskab Pan Bus i Viborg. Kort efter vinder det nu tyskejede Pan Bus bybusserne i Silkeborg ved licitation.
|
Også dette år bringer fortrinsvis nyt indhold, bl.a. mange billeder. Temaet for årets julekalender er trafikhistoriske steder i København.
277.000 mennesker kigger forbi hjemmesiden.
|
2008 |
Netbus opkøber det nordjyske busselskab Tylstrup Busser.
Al bybuskørslen i Odense sendes i udbud. Det norske busselskab Tide Buss giver tilbud og vinder. Læs mere, mere, mere og mere.
Concordia Bus bliver ny dansk busoperatør, idet man vinder S-buskørsel mm. i Hovedstadsområdet fra oktober.
Busselskabet Århus Sporveje genvinder den første femtedel af bybusdriften i Århus, som har været i udbud.
Arrivas jernbanetrafik i Midt- og Vestjylland såvel som på Vestbanen bliver sendt i genudbud. Fem selskaber prækvalificeres i begge udbud. Læs mere, mere, mere og mere.
Efter flere års forsinkelse kører DSBs første IC4-tog med passagerer i landsdelstrafikken 7. august. DSB har stillet leverandøren AnsaldoBreda et ultimatum, hvorefter 14 tog skal være i drift og leve op til forskellige krav inden forsommeren 2009. Ellers bryder DSB kontrakten.
Finanskrisen medfører i efteråret, at flere busselskaber må lukke.
|
I maj bliver forummet lukket efter godt tre år. Det har været et sted, der gav mulighed for at følge med i, hvad der rørte sig, men også et sted, der i stigende grad blev præget af skænderier og brok.
Myldretid.dk er ganske upåvirket af, at et jordskælv, der måler 4,6 på Richter-skalen, 16. december rammer København.
Årets besøgstal er 308.000.
|
|
|
Kollektiv trafik i januar 1999
|
København havde hverken metro, A-busser, dobbeltdækkere, havnebus eller ringbane.
HT havde til gengæld eget museum!
De danske trafikselskaber hed HT, VT, STS, NT, VAFT, RAT, VAT, BAT og Sydbus.
Øresundsbroen var endnu ikke åbnet.
Landets tre største busselskaber hed Bus Danmark, Combus og Linjebus - og de to første var stadig offentligt ejede.
Der blev stadig bygget busser i både Silkeborg og Aabenraa.
Megen buskørsel i Århus, Ribe, Bornholms og Sønderjyllands amter samt Hovedstadsområdet havde endnu ikke været i licitation.
Der var kun 8 S-tog af fjerde generation af drift, stort set udelukkende Y-tog på lokalbanerne privatbanerne, ingen dobbeltdækkertog og ingen Øresundstog.
|
Landets statsminister hed Poul Nyrup Rasmussen.
Den amerikanske præsident hed Bill Clinton.
Den russiske præsident var Boris Jeltsin.
World Trade Center stod stadigvæk, og ingen kendte til begreber som "omstillingsparathed", "sammenhængskraft" og "Muhammedtegning".
|
Browserne hed Explorer 4 (en del brugte endnu version 3) og Netscape 4. Nyeste version af Windows var Windows 98. Bredbånd var for de få, og mindre end 50 pct. af befolkningen havde adgang til internettet derhjemme.
En hjemmeside måtte tage højde for, at brugerne havde skærme med opløsninger helt ned til 640x480, og man burde i hvert fald kunne se hele en hjemmesides bredde i 800x600. I november 2008 brugte kun ca. 1,2 pct. skærme, der var mindre end 1024x768!
|
|